Dyrehistorien

Antropomorfisering - en dødssynd?

Indsendt af: Frederik Schütt, NordicZoos

Min gode ven, Kåre, fortalte mig for nyligt om en lille oplevelse, som fik mig til at mindes, de advarsler, som jeg ofte (næsten til kedsommelighed) har lagt ører til. "Man må ikke antropomorfisere dyrene!" På dansk betyder det, at man ikke må tilskrive dyrene menneskelige følelser og egenskaber. For hver gang jeg hører advarslen, stiger min skepsis overfor den skråsikre advarsel.

En sludder med Narayani

Jeg lyttede til Kåre:

"Jeg var i Berlin Zoo. Der var sent på dagen og roen havde sænket over næsehornets stald. Kun en smal grav skilte mig fra hunnæsehornet, Narayani. Hun stak sit hoved over graven og hen mod mig, da jeg kom ind. Jeg klappede hende lidt på mulen og kløede hende på kinden, mens vi fik os en sludder om småt og stort. Hendes bidrag var dog mest lidt veltilfreds prusten. Jeg tror faktisk, at vi på en eller anden måde 'bondede' lidt."

Mens Kåre fortalte, var jeg helt med og smilede genkendende, selvom han begik den største dødssynd i følge zoo-verdenens gnavne gamle og meget kloge mænd - han antropomorfiserede. Men hvem kan mon sige med sikkerhed, at Kåre ikke fornemmede bare en smule rigtigt - at han og næsehornet faktisk 'bondede' lidt.

Vi spejler os

I hvert fald er jeg ret sikker på, at mindst 99 af 100 zoo-gæster (med vilje eller ej) spejler sig selv i de dyr, de ser. Mine egne små piger (på 3 og 5 år) tror jeg udelukkende finder dyrene fascinerende, fordi de kan genkende menneskelige træk ved dem. Det er i hvert fald ikke mine håbløse forsøg på at fortælle dem om dyrenes levevis, yngleadfærd og habitater, der interesserer dem det fjerneste. Mon ikke alle kan nikke genkendende til den barnlige glæde som lige præcist dét, der i virkeligheden gør det til en storslået oplevelse at gå i zoo? Og hvor var zooerne og interessen for dyr mon i det hele taget, hvis vi zoo-gæster ikke havde det sådan?

Mig bekendt er den faktiske viden om dyrs mentale (og åndelige?) liv begrænset til den smule, som biologer kan sige med sikkerhed. Men hvad med alt det usikre, det vi ikke ved men måske fornemmer… ligheder mellem os og dyrene, der vidner om vores fælles skæbne som jordisk liv, vores fælles aner i jordens udviklingshistorie.

Jeg har ikke tænkt mig at fratage hverken Kåre, mig selv eller mine børn den barnlige glæde og undren, som får os til fortsat at synes, at dyr er vildt sjove at kigge på. Når alt kommer til alt, hvad er så i grunden værst: at risikere at overvurdere dyrene, deres evner og egenskaber eller at undervurdere dem, fordi man ikke ved bedre?