Dyrehistorien

I zoo i Mellemamerika

Indsendt af: Niels J. L. Iversen, De berejstes Klub

I hvert af de mellemamerikanske lande - Panama, Costa Rica, Nicaragua, Guatemala, EL Salvador, Honduras og Belize - er der normalt én ledende zoo, og i flere af landene er der ikke mere end denne ene. Beskrivelserne nedenfor er baseret på besøg over et længere tidsrum (fra 2001 til 2005), så der kan være sket ændringer siden jeg var der.

Det sydligste af landene er Panama, hvis hovedstad Ciudad de Panama ikke selv har en zoo. Det der kommer nærmest denne betegnelse er Jardin Botanico Summit. Summit er ellers først og fremmest navnet på en nationalpark ca. 20 km fra hovedstaden, med gode busforbindelser og sågar tog i weekenderne, men få hundrede meter fra nationalparkens indgang finder man altså også denne Botaniske have, der rummer en hel del zoo-dyr.

Til venstre for indgangen er der bl.a. tapirer, mens der i et område til højre for denne er en masse bure, hvoraf mange står på lave stylter. Der er mest lokale dyr: klamreaber, edderkoppeaber, papegøjer, ocelotter etc., og pladsforholdene i mange af burene er ikke alt for fremragende. Lidt længere fremme er der tapirer og jaguarer, men havens mest bemærkelsesværdige indbyggere bor i det fjerneste hjørne set fra indgangen.

Det drejer sig om et luksuriøst anlæg for de meget sjældne og meget store harpy-ørne, som man forsøger at få til at avle her. Harpyerne er store nok til snuppe aber fra træerne, så de kræver naturligvis en del plads. Anlægget her virker velgennemtænkt, og det er stort nok til at harpyerne kan flyve korte strækninger - men så heller ikke mere. Den botaniske have er en af regionens største med ikke mindre end 250 ha og i sig selv et besøg værd.

Nabolandet Costa Rica gør meget ud af sit grønne image, og rundt om i landet er der adskillige attraktioner baseret på fremvisning af dyr. Jeg besøgte bl.a. Jardines de la Catarata de La Paz (ved Poa-vulkanen), hvor man formedelst en temmeligt høj entré bl.a. kan se et af verdens største sommerfuglehuse og diverse mindre vandfald, men frem for alt fremviser man et stort antal fritflyvende kolibrier, som kommer til et bestemt sted i parken for at få dagens ration af sukkervand. Selv de argeste zoomodstandere kan vel dårligt have noget mod denne ordning.

I hovedstaden San José driver drives landets nationalpark-organisation zooen Parque Zoologico Nacional Simón Bolivar. Den ligger i kvarteret Barrio Amón indenfor gåafstand fra centrum. Det meste af denne zoo er så tætbevokset, at man nærmest føler, at man går i en skov. Da man ikke kan overskue det hele på én gang, føles stedet større, end det egentlig er. Det eneste større åbne område ligger ved indgangen, hvor der er en mindre udstilling og et spisested.

Ellers er der dømt jungle over det hele. Man kan starte fra den fjerne ende af det åbne område. Stien her forløber langs med den ikke helt rene Rio Torres til venstre, og der er klamreaber, kapuccineraber og næsebjørne i store bure på højre side. Man kommer hen til en bygning, der er indrettet til pædagogisk center. Herfra går der en sti op på et højere niveau, men der er ikke mange dyr langs stien deroppe. Turen fortsætter forbi bure med masser af papegøjer og tukaner og herfra tilbage mod indgangen forbi løjerlige dyr såsom tayraer, potuer og diverse lokale småkatte. Kort før man når tilbage til det åbne område finder man tapirerne, der er de største dyr i haven.

Det tredje sted jeg vil nævne i Costa Rica ligger i udkanten af byen Alajuela nær den internationale lufthavn og hedder Zoo Ave. Der går sjældne busser dertil fra Alajuela, men det er noget bekvemmere at tage en taxa. Som navnet antyder (Ave=fugl) startede stedet som en ren fuglepark, men er nu blevet udbygget til en all-round zoo, dog stadig med hovedvægten på fugleholdet.

Man fremviser fire arter lokale aber, margay-katte, ocelotter, navlesvin og forskellige krybdyr, og blandt fuglene er man især stolte af quatzalerne, der kun findes i få andre zooer. Herudover er der mulighed for at beskue 115 arter fugle, overvejende - men ikke udelukkende - fra Latinamerika. Grundplanen er baseret på en oval sti med en enkelt udløber, og hele turen er på lidt over en kilometer. Stedet drives af en non-profit organistation ved navn Fundación Restauración de la Naturaleza.

Vi fortsætter nordpå til Nicaragua, hvis hovedstad, Managua, blev smadret af jordskælv i 1931 og igen i 1972 - næsten al aktivitet finder derfor sted i forstæderne. Den nationale zoo, Parque Zoologico Edgard Lang, ligger syd for hovedstaden i retning mod Granada, kort før Volcan Masaya. Den dækker et langt rektangel med indgangen tæt ved den ene ende, og man kan i hovedsagen se haven ved at gå fra indgangen til den fjerne ende langs den ene side og tilbage langs den anden.

Lige indenfor indgangen er der noget, der ligner en losseplads, men det er heldigvis ikke symptomatisk for resten af stedet. I denne ende finder man også en masse fuglebure på stylter, mest med papegøjer, men en sektion er helliget duer af alle mulige arter. Bagved finder man de fleste af havens rovfugle. Denne tendens til organisation efter slægtskab kan spores andre steder. Således ses langs den fjerne langside først en række indhegninger med mindre rovdyr (tayra, næsebjørn, vaskebjørn, margay, ocelot), derefter en serie indhegninger med hovdyr, dog afbrudt af en indhegning med alligatorer. Havens større katte befinder sig mest i den fjerne ende og langs den modstående langside. En indhegning i det fjerneste hjørne rummer en hunløve og en huntiger sammen, hvilket jeg ikke har set nogen andre steder.

I El Salvador har jeg ligeledes kun kendskab til én zoo, nemlig Zoo Nacional i hovedstaden, San Salvador. Parken ligger stik syd for bycentret og kan nås med bus 2C via Calle Modelo. Den er tæt på at være kvadratisk, men der ligger en sø på tværs af haven ca. to tredjedel inde, og bag denne løber et vandløb i hele havens bredde. Området hinsides dette vandløb kaldes Aviario, og det er da også stort set forbeholdt fugle. Man mærker, at der fokuseres på spektakulære arter såsom araer og andre papegøjer samt større rovfugle fra regionen (plus en enlig struds), mens små uanselige spurvefugle næsten mangler.

Denne del af zoo er den mest fotogene på grund af de mange træer, især når man også kan få vandløbet og søen med i billedet. Resten af zoo domineres af pattedyr, omend der også er en lillebitte alligatorsø og et velforsynet herpetarium. Løverne har et enormt betonanlæg, der virker temmelig dominerende, - ikke mindst fordi der knap nok er et træ eller en plæne i denne del af zoo. Administrationen og elefanthuset ligger i samme område. Ganske imponerende, men ikke smukt.

I Guatemala har jeg besøgt tre zoologiske haver. Den ene hed Zoo Minerva og lå hinsides markedet i den vestlige by Quetzaltenango, også kendt som Xela. Det var en lille zoo, der tydeligvis var hårdt presset økonomisk.

Den anden hed Petencito og lå ved søbredden tværs overfor den østlige by Flores, der ellers mest er kendt som udgangspunkt for udflugter til det prægtige ruinområde Tikal. Man kan hyre en båd (en 'launcha') til sejlturen over Petén-søen og ankommer til en bådebro. Allerede her er der nogle zoodyr, men den mest karakteristriske del af haven ligger langs en lille cirkelrund sø, som man i kan gå hele vejen rundt om.

Den sidste og vigtigste af zooerne i Guatemala ligger i selve hovedstaden lige ved siden af den internationale lufthavn - så man kan faktisk sidde på bænkene i haven og se direkte op på undersiden af de lettende fly. På trods af flyene blev jeg faktisk temmelig betaget af denne zoo, kaldet La Aurora. Den er en fredelig oase i en by, der ellers kan virke temmelig larmende og forvirrende.

De skilte med dyrenavne, jeg så ved mit besøg i 2001, var nok de kønneste, jeg har set i nogen zoo. De var skænket af et bananfirma, hvilket er lidt ironisk i betragtning af, at Guatemala er den 'egentlige' bananrepublik - landet blev besat af tropper fra USA i halvtredserne, fordi regeringen ville nationalisere forgængeren for det pågældende bananfirma.

Der var også andre kønne detaljer, såsom en bolchefarvet tepavillon på den centrale plæne. Selve dyreholdet var internationalt, men uden de helt store spektakulære sjældenheder.

Det næste land i rækken er Honduras, hvis hovedstad, Tegucigalpa, ligger i skyggen af bjerget El Pichacho. Nær toppen af dette ligger der angiveligt en lille zoologisk have (og en enorm Kristusstatue), men jeg nåede aldrig derop, så jeg kan ikke give detaljer om stedet.

Og derfor fortsætter turen til sidste land i rækken, Belize, hvor den ledende zoo, Belize Zoo, ligger ved hovedvejen mellem hovedbyen Belize City og hovedstaden Belmopan. Den opstod 1983, da Sharon Matola besluttede at beholde en samling dyr som havde medvirket i en film. Og den zoo, som hun fik oprettet, er blevet et mønstereksempel på en tropisk zoo, hvor man forsøger at få et naturligt miljø inde i burene og indhegningerne. Der er brugt trådhegn - og en hel del af det - så man er godt klar over, at man er i en zoo, men det hele virker frodigt og velholdt.

Trods al stedets berømmelse er det stadig en lille zoo med et begrænset antal dyr, men fordi grundplanen ikke er bygget på et geometrisk mønster virker det lidt som en labyrint, hvilket er et velprøvet trick, når en lille zoo skal virke større, end den er. Alt i alt en behagelig oplevelse, men der er faktisk en ekstra rosin i pølseenden. Belize Zoo driver nemlig en jungle lodge med flere slags hytter plus en bygning med sovesale og en spisesal.

Jeg investerede under mit besøg i 2005 i en VIP cabin, der viste sig at være en luksuriøs pælehytte ved en sø, som jeg i praksis havde helt for mig selv. Der var også lange spadserestier i vildmarken, og der blev arrangeret et nattebesøg i selve den zoologiske have for mig og en familie i en af de andre hytter. Besøget her blev faktisk højdepunktet på min rejse gennem Mellemamerika.